Vandre- og cykelstier m.m.

For nogle år siden havde vi et borgermøde i Svindinge Forsamlingshus med henblik på ønsker om fremtiden, hvor der bl.a. blev ønsket en cykel- og vandrerute. Der blev efterfølgende dannet en gruppe som skulle arbejde med dette projekt - resultat kan du se her på siden.

Velkommen til Svindinge

Vi har afmærket 3 cykel- & vandreruter, hvor to af dem - den blå og den røde rute - følges ad et godt stykke af vejen, mens den gule rute fører til Glorup og Rygård. Både den blå og den røde rute byder på en skøn naturoplevelse, hvor der cykles/vandres ad små grus- og markveje. Begge ruter fører gennem Lamdrup by, der består af en del gamle huse, og man passerer tæt forbi Lamdrup Mølledam, hvor selve møllen desværre ikke eksisterer mere. Turen går forbi gamle gårde, marker og enge, og for den blå rutes vedkommende krydser man Sorte Åen et par gange. God tur.

Blå rute ~ 13 km

Turen starter ved Svindinge Kirke & gadekær. Den blå rute følges med den røde rute ad Præstegårdsvej mod engen hvor den drejer til venstre og går gennem Kohaveskoven (der er privatejet) samt Bredmisteskoven (der hører til Glorup gods). Sidst på turen kommer man til Regissevejen. Vejen er opkaldt efter den hellige Regisse. Man kan ikke finde hende i den katolske helgenkalender, men i følge dansk folketro var der udsprunget en undergørende kilde på det sted, hvor Regisses to børn blev myrdet. Vandet fra denne kilde mentes at afholdt kildemarkeder til Regisses ære. I nyere tid er kilden blevet restaureret og ved at dreje til venstre ad Regissevej (ca. 1 km.) og kort før Frørupvej, kan man til fods komme ned til selve kilden.

Den blå rute fortsætter til højre ad Regissevej og her kan man se en gammel stendysse, omkring hvilken det lokale spøgelse "Skulør" efter sigende huserer. På toppen af Regissevejen er der desuden en storslået udsigt til Storebælt og den nye bro. Turen slutter ved Svindinges gadekær.

Kort over de tre ruter - klik for at se kortet i stor format

Rød rute ~ 5 km

Turen starter ved Svindinge Kirke og gadekær. Det første stykke følges med den blå rute ad Præstegårdsvej mod engen, hvor den drejer mod højre og fortsætter langs Sorte Å til Lamdrup by og ad Lamdrupvej tilbage til Svindinge.

 

Stierne kan være lukkede under jagtsæsonen! Al færdsel på stierne er forbudt, når jagtskiltet er opsat!

Værn om naturen

Du er gæst på landmandens private ejendom. Han har åbnet stien for færdsel til fods/cykel. Vis respekt for landmanden og naturen - tag alt affald med dig! Du er velkommen til at tage hunden med i snor.

Gul rute ~ 9 km

Turen starter ved Svindinge Kirke & gadekær og fortsætter ad Glorupvej mod Glorup Slot.

Glorup Slot & park

Slottet er et firfløjet anlæg i hvidt og gult med et prægtigt mansardtag. En lille kuppel med en klokke over portbygningen og en enorm attika med guirlander og overflødighedshorn. Glorup har et af de smukkeste klassicistisårdrum i Danmark, skabt i 1763 - 1765. Parken blev anlagt i sin nuværende form i 1862-1875, tegnet af landskabsarkitekt H. A. Flindt. Han udvidede den eksisterende park med de store alleer og fontænedammen med en enorm parterrehave mod syd. Her blev tidligere udplantet 100.000 blomster hvert år. I gangene blev opstillet statuer af romerske og græske guder, der er stadig nogle tilbage. Parkens areal blev forøget til 40 hektar. Parken rummer mange sjældne træer f.eks. Californisk kæmpefyr (Redwod), et tulipantræ, et gingo bilobatræ, m. fl.

Årsagen til parkudvidelsen var bygningen af nye avlsbygninger og funktionærboliger, de blev tegnet af arkitekten Vilhelm Tvede og er en række cottages efter engelsk forbillede i røde mursten med skifertage, men alle forskellige efter placering og formål. I udkanten af haven er der et lille toskansk rundtempel fra 1868 med en statue af Andromeda, den græske sagnprinsesse, der kæmper med et havuhyre, men bliver frelst af Perseus og ender med at grundlægge et kongerige i Tiryns på Peloponnes. Andromeda statuen stod oprindelig i Moltkes palæ i Amalienborganlægget, men i 1783 blev den flyttet til Glorup. En kopi af den står i dag i vestibulen i Moltkes palæ.

Rygård

Rygård blev opført i begyndelsen af 1500-tallet, borgen er bygget af røde mursten i to etager. Der var oprindelig en voldgrav hele vejen rundt, en del af voldgraven er bevaret, ligesom skydeskår og vægtergang. Gården har et rundt tårn fra 1593. Rygård tilhørte slægten Urne indtil det 17. århundrede. Efter at have haft en række skiftende ejere blev den købt af grev Adam Moltke fra Glorup i 1765 og den er stadig i slægtens besiddelse.

Turen fortsætter til højre ad Rygårdsvej, hvorefter den  drejer ind i den smukke Gammel og Ny Dyrehave.

Ruten er afmærket med farvet plade på pæle
Informationstavle

»Svindinge Kirke & gadekær

1 Engen hvor den blå og røde rute skilles

2 Mangler afmærkning! Hold til højre gennem skoven.

3 Stendyssen

4 Regissekilden

Projektet er udført af Svindinge Beboerforening og med støtte fra Friluftsrådet, Ørbæk Borgerforening samt tidligere Ørbæk Kommune.
Top

Startside ] Op ]

Copyright © 2000-2008 Svindinge Fællesforening. Alle rettigheder forbeholdes. Senest opdateret: 18-06-2008