Svindinge
( Navnet kommer af gammeldansk swithing = afbrændt område)
Svindinge er en landsby på Østfyn, i Ørbæk kommune. Liggende højt (92 m over havet), omgivet af skove og bakker. Svindinge sogn afgrænses mod nord af Kongshøj å's tunneldal, mod øst af en tværgående dal, hvor Fiskebækken strømmer til Kongshøj å og i vest af Sorteåen. Sandede og stenede jorde findes nordøst for byen og mod syd, men ellers er jorderne de fleste steder gode, lermuldede.
Landsbyen er første gang nævnt i skriftlige kilder i 1376, men der har boet mennesker i tusind år på stedet, hvad arkæologiske fund vidner om.
Svindinge er et hyggeligt og aktivt landsbymiljø, beliggende i smukt landskab med bølgende marker, brede bøge og blomstrende enge. Landsbyens gadekær, kirke og skole skaber et idyllisk centrum i landsbyen. De omkringliggende herregårde og mange velbevarede gamle ejendomme leder tankerne mod svundne tider.
Svindinge er en typisk fynsk landsby, præget af en lang historie under Glorup gods. Tidligere var levebrødet kun landbrug og lokalt håndværk men nu bor der mange der har deres indkomst andre steder fra. Efterhånden bor har også nogle indvandrere fra forskellige dele af verden, så miljøet bliver mere internationalt.
Der har i mange år været et højt og livligt aktivitetsniveau i Svindinge. Der er mange foreninger, og mange fælles aktiviteter. Bl.a. er denne hjemme side et resultat af denne aktivitet, idet vi har oprettet en landsbygruppe, der har denne som én af aktiviteterne. Andre resultater af disse aktiviteter er en videofilm om Svindinge (kan købes hos beboerforeningen), et smukt gadekær, flere nye traditioner i årets løb samt vores " Glorupfest" der løber af stabelen hvert 2. år i Glorup Slotspark. Og der arbejdes hele tiden på nye projekter, senest skolesti, byhave og Loppelade.


